Besøg også Galleri Christoffer Egelund
Kurv 0

Hvad er grafik?

Grafik er en selvstændig kunstart inden for billedkunsten. Ordet kommer af det græske grafein, der betyder at tegne eller skrive. I denne sammenhæng er grafik - tryk. 

Grafiske tryk er en overførsel fra et trykmedium, f.eks. kobberplade, litografisk sten eller plade, serigrafiramme eller træstok. Disse trykmedier giver mulighed for flere ens tryk. Antallet af tryk (oplagsstørrelse) afhænger af, hvor meget trykmediet kan tåle inden en nedslidning bliver synlig. Nogle teknikker kan holde til et næsten uendeligt antal tryk, andre kun til ganske få. 

Kunstneren bestemmer, hvor stort oplaget skal være – nogle vælger små eksklusive antal - andre ganske store oplag. 

Betegnelsen originalgrafik – opstået i midten af 1800 tallet - er et udtryk, der kan vække debat. En præcis grænsedragning skal heller ikke forsøges her. 

Ifølge den mest anvendte internationale definition af originalgrafik kræves: 

1. at arbejdet med trykpladen/stenen/stokken etc. er udført af kunstneren.
2. at trykningen skal foretages af kunstneren selv - eller af en professionel trykker efter kunstnerens anvisninger.
3. at trykket godkendes af kunstneren med dennes signatur.
4. at tryknummer og oplagsstørrelse angives på det færdige tryk.

Meningerne er imidlertid meget delte med hensyn til, hvor mange af ovenstående krav man må forlange opfyldt. Kravene er i høj grad formuleret for at skabe internationale retningslinier med hensyntagen til den kommercielle handel med grafisk kunst. 

En del af den grafik, der skabes i dag, udføres med nye elektroniske metoder, f.eks. computer, fotokopimaskine, fax. Disse nye muligheder giver grafiske blade, hvor håndens berøring eller medvirken ikke har været direkte involveret i processen. 

De nye elektroniske teknikker rummer samtidig muligheder for uendelige oplag uden nedslidning af trykmediet. 

Med disse nye muligheder, der også kan kombineres med de mere klassiske grafiske teknikker, kan det være vanskeligt at give noget entydigt svar på definitionen af begrebet originalgrafik. 

Vigtigt er det, at det grafiske blad er tænkt i den teknik, der er anvendt. 

Modsætningen er reproduktionen, det vil sige grafiske tryk der gengiver et kunstværk, der findes som den egentlige original. Originalgrafik er i ordets forstand original i sig selv og reproducerer derfor ikke et andet værk. 

Med disse summariske indkredsninger af begrebet originalgrafik er intet sagt om anvendelsen af ordet original i rent kunstnerisk forstand. Original grafik kan selvsagt skabes på mange andre måder end som originalgrafik 

 

TRÆSNIT

Træsnittet er den ældste af de grafiske metoder. Kom til Europa sammen med papiret for ca. 600 år siden, men har i Asien været anvendt meget længere. 

Tidligere anvendtes især frugttræ (pæretræ, nødde-træ og kirsebærtræ) udskåret som planketræ (skåret på langs af stammen). Idag anvendes hovedsagelig forskellige finértyper. Med forskellige knive bortskæres de hvide partier i billedet. Stokken indfarves med valse og trykkes normalt på tyndt langfibret papir, ved at gnide på papirets bagside med en ske. Kan også trykkes på forskellige maskintyper

Farvetræsnit

Farvetræsnittet, der fremkommer omkring år 1500 som en afløser for håndkolorerede træsnit, udføres traditionelt med én stok til hver farve. Stokkene trykkes én efter én med de lyse farver først. 

En anden metode til fler-farve tryk er clairobscure- teknikken, hvor der anvendes to stokke. I den ene stok bortskæres kun højlyspartierne. Denne stok trykkes i en lys farvetone før der overtrykkes med den sorte stok. 

Ved eliminationsteknikken anvendes kun én stok. Først bortskæres det, der skal stå hvidt i billedet. Stokken trykkes med 1. farve i det fulde oplag. Herefter bortskæres, hvor denne farve skal stå i trykket. Ved 2. trykning opnås hvidt, 1. trykfarve og blandingen af 1. og 2. trykfarve. Derefter bortskæres hvor blandingsfarven ønskes i trykket, osv. 

I á la poupée teknikken bruges ligeledes kun én stok, der indfarves partielt med små håndvalser eller filttamponer (poupée = tampon). 

En anden metode til partiel indfarvning er udskæring af pladen i stykker, som indfarves seperat og trykkes 

 

LINOLEUMSSNIT

Ca. 1860 udvikles linoleum og kort efter tages det i brug af grafikerne. Linoleum yder ved bearbejdningen ikke træets modstand, og er derfor lettere at formgive i. Ved trykningen, der foregår som ved træsnittet, fremkommer en ensartet farvetone uden de nuanceringer fra struktur og årring, der kendetegner træsnittets tonespil. 

 

KOBBERSTIK

Kobberstikket opstår i midten af 1400-tallet. Arbejdet udføres med stikler i en kobberplade placeret på en sandpude. Under graveringen, skubber stiklen en spån af metallet foran sig. Graveringen består af linier og punkter. Før trykningen poleres pladen så eventuelle grater og ujævnheder fjernes. Kobber-stikket kræver stor håndværksmæssig kunnen og bruges stort set ikke i dag

 

KOLDNÅLSRADERING

Koldnålsraderingen eller tørnålsraderingen, der er en direkte metode uden brug af syre, stammer fra ca. 1480. Navnet tager dog udgangspunkt i ætsningen, idet man tidligere anvendte radérnålen direkte i syrebadet på den grunderede plade. De linier man raderede først fik således længst ætsetid og fremstod mørkest i trykket. 

Når man derimod bruger nålen direkte i raderpladen er den ikke længere varm (varme fra ætseprocessen) og våd, men kold og tør. 

Ved raderingen direkte i pladen dannes ikke alene en fordybning, men også en grat. Begge fastholder farven under trykningen. Dette giver koldnålsraderingen dens smukke særkende - en lodden, organisk liniekarakter. 

 

AKVATINTE

Ca. 1765 udvikler franskmanden Jean-Baptiste le Prinz en gråtone ætseteknik, hvor toneskalaen fra hvidt til sort kan styres meget præcist. Pladen drysses med et fint lag af harpiks- eller asfalt-pulver, som fastbrændes. De flader der skal stå hvide i trykket afdækkes med asfaltlak eller fedtholdig kridt før første ætsning. Efter kort ætsetid tages pladen op og afdækkes, hvor den ætsede tone ønskes i billedet. Ved de fortløbende ætsetrin ætses til forskellige niveauer imellem de fastbrændte korn. Efter ætsningen fjernes kornene. De små forhøjninger, der hvor kornene har beskyttet mod syren tjener nu som glidepunkter når farven aftørres på pladens overflade. Forskellige gråtoner fremtræder i trykket som en prikket, rasteragtig struktur. Teknikken anvendes som regel sammen med stregætsning eller koldnålsradering

 

CARBORUNDUM-DYBTRYK

Carborundum-dybtrykket er udviklet af franskmanden Henry Goetz i 1968. 

Pladen lakeres med urethanlak, der danner hæftegrund for den billeddannende bemaling med carborundumpulver (slibepulver) opblandet i acryl tubefarve. Bemalingen vil efter optørring fastholde trykfarven på lignende måde som en akvatintegrund. Mængden af pulver i acrylfarven bestemmer gråtonen - altså hvor meget farve fladen kan fastholde ved indfarvningen. 

 

LITOGRAFI

Litografiet eller stentrykket, som det også kaldes, opfindes i slutningen af 1700-tallet af tyskeren Alois Senefelder. Han eksperimenterede med høj- og dybtryk på sten. Her opdager han, at en særlig kalksten (Solnhofen-sten), som findes i hans hjemegn i Bayern, kan opsuge og fastholde både vand og fedtstof. Hermed var grundlaget for en banebrydende ny trykteknik lagt. 

Der findes i dag en lang række metoder til bearbejdelse af den litografiske sten. Fælles for dem er følgende processer: Stenen slibes. To sten mod hinanden med slibekorn imellem. Efter korning, der også foretages med slibekorn, er stenen klar til grafikerens arbejde. 

På den kornede overflader tegnes med fedtholdigt kridt og tusch. Med en svag salpetersyreopløsning i gummiarabigum oprenses stenens porer. Herved gøres de ikke tegnede område vandbærende. Til beskyttelse af disse områder påføres stenen et tyndt lag gummiarabigum. Herefter udvaskes de tegnede områder med fransk terpentin el. lign. og indgnides med syrisk asfalt. Gummilaget udvaskes med vand og stenen er klar til indfarvning. 

Stenen fugtes og indvalses med trykfarve, der kun »fanger« på de tegnede områder. Trykningen sker i en speciel litografisk presse, hvor trykpapiret presses mod stenen af en »river« (hårdt træ pålagt læder eller nylon river). 

Fler-farvet litografi udføres normalt med én sten til hver farve, men også eliminationsmetoden anvendes (se under fler-farvet træsnit). Ved eliminationsmetoden på sten kan der dog ikke alene fjernes dele af billedet, de enkelte trykgange imellem, men også tilføjes nye billedelementer med en sæbeopløsning.

 

SERIGRAFI

Serigrafien har sin oprindelse i Japan, hvor man tilbage i 1700-tallet udviklede denne teknik. 

Under det billedskabende arbejde afdækkes en del af det opspændte væv på en sådan måde, at farven ved trykningen kun trænger igennem vævet, hvor der ikke er afdækket. 

Der findes mange metoder til denne afdækning: 

1 "positiv metode" Der males direkte på vævet med fedtholdigt kridt eller tusch. Derefter dækkes hele fladen med en såkaldt filler. Denne hæfter ikke, hvor der er tegnet. Tegningen kan herefter fjernes med opløsningsmiddel, og vævet er åbnet på de tegnede områder. 

2 "skærefilm" I en tynd skærefilm bortskæres de områder, hvor farven skal trænge igennem vævet ved trykningen. Filmen limes herefter på vævet. 

3 "fotografisk metode" Fotoemulsion påstryges vævet i mørkekammer. En positiv film af billedet lægges på vævet og belyses. Efter fremkaldningen vil emulsionen på de belyste områder (der hvor lyset er trængt igennem ved belysningen) hindre farven i at trænge igennem under trykningen. 

Fler-farvet serigrafi udføres med én trykramme til hver farve.